Blog

Mødet med Gina Allan

- lærer og åndelig vejleder.

Gina Allan er født clairvoyant og har hele sit liv været i kontakt med den åndelige verden. Hun har skrevet bogen "Gifts of Spirit", som på dansk hedder "Min livsgave - en healers rejse". I bogen beskriver hun sit bemærkelsesværdige liv med bl.a. en markant aktivering af kundalinienergien og om sin tid som buddhistisk nonne, hvor hun modtog 16 Kalachakra-indvielser af Dalai Lama.

 

Første gang jeg mødte Gina Allan var efter den første "Healers for peace". Mødet blev en milepæl i mit liv. Jeg havde altid været meget sensitiv, kunne mærke andre mennesker; men i den første del af mit liv var det mere til besvær end til gavn. Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle stille op med det. Ved mødet med Gina Allan begyndte jeg at forstå, at der var meget mere end den fysiske verden. Jeg oplevede en forbindelse med noget, der var større end mig selv. Det var livsbekræftende og gav stor mening.

At være åndelig kanal

Gina Allan er dedikeret til at hjælpe andre mennesker. Hun er i stand til at "tune" ind på det enkelte menneske og vide præcis, hvad dette menneske har brug for. Man hører derfor tit kursister fortælle, at hun taler præcis til ham/hende, om de problemer og spørgsmål, som han/hun står med i øjeblikket. Gina siger: "Gennem det universelle er vi forbundet. Der er ingen adskillelse, og når vi åbner os, kan vi mærke "den andens" smerte, behov, og healing finder sted."

For Gina Allan er energioverførsel den naturligste ting af verden; lige så naturligt som et trække vejret. "Det er noget, vi alle kan", siger Gina. "Når bevidstheden er integreret, vil guddommelig energi strømme gennem dit kronechakra og ud til dem, der har brug for det. Ændret bevidshed og sjælskontakt er en proces. Det hedder: Arbejde, arbejde og arbejde. At være kanal for healing er noget af det mest enkle, der findes, men samtidig det mest svære.

Det spirituelle er din fødselsret

Om det spirituelle fortæller Gina Allan: Det spirituelle er en gave til menneskene. Det er noget, der ligger dybt i os alle. Det er din fødselsret. Når du tager det spirituelle med i din verden, åbnes for en større mening med livet. Det er en udviklingsvej til større livsglæde.

Den største hindring er vores rodfæstede tro på, at vi er rent fysiske væsener, som styres af intellektet. Menneskeheden har glemt, at vi er flerdimensionale væsener, som er bestemt til at fungere på mange niveauer. Vi har så travlt med at lytte til vores fysiske hjerne og udføre dens ordrer, at vi ikke har tid eller lyst til at gå på opdagelse i den verden, der ligger uden for det fysiske. Vi har ladet "dette støjende barn" overtage styringen af vores krop. Ja, af vores liv. "Du har brug for karriere, bil og hi-fi anlæg" insisterer hjernen. "Anskaf det", Og vi parerer ordre.

Men den fysiske hjerne er begrænset i sin viden. Den fungerer kun i materiens verden og er derfor bundet af det materielle stof i den verden, vi kender. Sjælens kapacitet er meget større. Den kan fungere på mange niveauer og har adgang til informationer på alle planer. I den vestlige verden har vi svært ved at acceptere sjælen, "den højere bevidsthed" eller hvad vi nu kalder den. Vi er så fokuseret på, hvad der kan måles og vejes, at vi har glemt, at vi også er åndelige væsener, og at sjælen skal plejes og passes for at udvikle sig.

Det er vigtigt, vi en gang imellem stopper op og mærker efter, om sjælen er med, forklarer Gina Allan. Min fornemste opgave, tilføjer Gina, er at hjælpe den enkelte til at blive bevidst om sit åndelige ophav, sit sjælspotentiale.

Hvorfor spirituel udvikling?

Til spørgsmålet: Hvorfor åndelig udvikling? Hvad skal vi bruge det til?, svarer Gina Allan: "Det spirituelle er en vigtig del af menneskelivet. Det er en udviklingsvej, der åbner for indsigter og erkendelser, som du ellers ikke ville få". Imidlertid er det vigtigt, at vi har det spirituelle med i det daglige liv.

Som også Claus Houlberg har sagt: "Har du spiritualitet ved din rod?" Føl efter og vær opmærksom på, hvordan du har det med dig selv, og hvordan dine relationer er til andre mennesker. Er du ærlig og kærlig i den måde, du er over for andre? Du kan bruge følgende skriftsted som parameter: "Gør ikke noget over for andre, som du ikke ønsker, andre skal gøre over for dig".
Gina Allan tilføjer: Menneskeheden er på en udviklingsvej, og vi inkarnerer på jorden for at lære at blive sande og hele mennesker og for at kunne rumme større og større kærlighedsevne.

Således blev mødet med Gina Allan åbningen til en verden, som jeg nok havde drømt om; men først nu blev bevidst om. Hvis jeg kort skal sammenfatte Gina Allans arbejde: Så er den læring, hun praktiserer: Læring på sjælsplan - det er åndelig vejledning, men manifesteret her i den fysiske verden.

Efterskrift

En god ven siger i hendes bog, "Min Livsgave - en healers rejse". "Det utrolige ved dig er, at du ikke vil sættes på en piedestal. Og at du ikke tilbageholder oplysninger. Du ønsker, at vi alle kan gøre det hele, og du ved, at vi kan. Der er så mange oplyste mennesker (tilsyneladende oplyste mennesker), som lader til at ville have, at deres elever vedbliver med at være elever. Jeg tror, at du vil have, at dine elever også bliver lærere.
Har jeg ret?"
Det er netop, hvad Gina Allan ønsker. Som hun selv siger:

Jeg går ikke foran dig.

Jeg går ikke bag ved dig.

Jeg går ved siden af dig

- og er din ven.

TheBlueLotusLogo

Jette Nilsson

Bluelotusskolen v/Jette Nilsson
Vingetoften 136
2730 Herlev
Telefon: 44 92 22 24
E-mail: Denne e-mail adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den.